Xiphiorhynchus DK 224 Ex. coll. Danekræsamlingen, SNM, København. Pyritiseret haleskelet af Xiphiorhynchus sp. Foto ©: Sten Lennart Jakobsen Graden af fusion af haleskelettets elementer viser, at det sandsynligvis stammer fra en art af slægten Xiphiorhynchus, en ægte "sværdfisk" slægt, som er blevet tilskrevet lignende haler i det tidligt eocæne London Ler. Hvirvler, som tilskrives Xiphiorhynchus (typematerialet er "sværd" fra snuden) kendes også i London Ler, hvor de dog ikke er fundet i direkte sammenhæng med halerne. En lignende stor hvirvel er fundet ved Trelde, helt pyritiseret. Der kendes også kranierester fra Treldekysten, som med stor sandsynlighed er fra denne slægt (kranietag kendes også fra London Ler). Det er derfor ganske rimeligt at henføre den foreliggende hale til Xiphiorhynchus, det eneste positivt identificerede haleskelet. Haleskelettet minder også om den såkaldte "Cybium" haleplade beskrevet af Rosenkrantz fra en cementsten i moleret. Men fusioneringsgraden af den indleverede hale er mere avanceret, hvilket f. eks. kan ses ved, at sidste hæmalbue, parhypurale, er vokset sammen med den store hypuralplade, så at det mellemliggende hul for en arterie er helt indesluttet i knoglen; hos "Cybium" findes den fusion ikke. Oprindelsessted: Trelde Næs, Fredericia N. Alder: Eocæn [Lillebælt Leret]. Fundsted: Trelde Næs. Se klassifikation. Se DK 224 i Statens Naturhistoriske Museum, Danekræsamlingen. Søg på internettet efter mere viden om Xiphiorhynchus sp. med Referencer og Litteratur 2008 Niels Bonde, Stig Andersen, Niels Hald og Sten Lennart Jakobsen: DANEKRÆ - Danmarks bedste fossiler, GYLDENDAL