MyFossils

Der kendes ca. 30.000 forskellige fossile arter af brachiopoder og omkring 375 nulevende - kun en nulevende art er kendt i de danske farvande. Brachiopodernes foretrukne levested er i havet og på forholdsvis dybt vand, helt ned til 5000 meter. De er relativt små dyr, i både fortid og nutid sjældent over 8 cm.

Brachiopoderne kaldes armfødder på dansk, og er en dyregruppe, som har været her på jorden helt fra begyndelsen af Kambrium og måske endnu længere tilbage. Små brachiopoder er blandt de allerførste makrofossiler der kendes. Deres nærmeste slægtning i gruppen Tentaculataer (dem med fangearme) er de kolonidannende bryozoer (mosdyr). Brachiopoderne lever enkeltvis.
Fangearmene (lophophorene) bruger de både til at filtrere små fødeemner fra havvandet og til respiration. Der er to former af brachiopoder, nemlig de ældste - gruppen Inarticulata, uden hængsel, og de lidt mere avancerede med hængsel, gruppen Articulata.

Brachiopoderne har udelukkende kønnet formering. Befrugtningen sker i havvandet og efter et fritsvømmende stadium, helt ned til få timer, slår den mikroskopiske larve sig ned på et passende substrat. Brachiopoderne er bundlevende (bentoniske) dyr, og frem til voksenstørrelse er langt de fleste, ved hjælp af en bøjelig stilk, permanent fasthæftede til skaller af f.eks. bryozoer, muslinger, snegle, søpindsvin eller svampe. En enkelt slægt Lingula er kendt helt fra Kambrium til nutiden og betegnes som "et levende fossil". Den lever nedgravet, har en lang stilk og kan grave nye huller hvis nødvendigt. En anden kendt slægt fra Kridt /Tertiær kaldes "Crania", fordi den ligner et kranie. Den har skallen helt cementeret til havbunden, med de fordele det måtte have.

Brachiopoderne havde deres storhedstid i Palæozoikum, og særlig i Ordovisium og Silur i Tidlig Palæozoikum. Det er også her, vi finder de fleste arter af brachiopoder. Mange silure blokke fra f.eks. Gotland danner næsten en skalgruskalk af brachiopoder. Se de to billeder nedenfor med flere arter af brachiopoder fra Silur.

Efter en nedgang på Perm/Trias grænsen ved "Den store uddøen" for 250 millioner år siden, blev de igen almindelige i Jura, Kridt og Tertiær. Se billede nederst til venstre af skalgruskalk fra Jura med antagelig Brachiopoden Rhynchonella sp.

Når man tager brachiopodernes lange levetid på jorden i betragtning, er det ikke sært, at de har tilpasset sig næsten alle tænkelige leveformer og -steder. En anden slægt, Carneithyris som levede i Kridttiden startede som fasthæftet, men var som voksen uden fasthæftning til havbunden. Se billede allernederst til venstre med Carneithyris sp.

Med deres to skaller ligner brachiopoder meget muslinger, og palæontologerne troede da også tidligere, at de var nært beslægtede. Men det viste sig ikke at være tilfældet. På ikke for slidte eksemplarer er det da også let at kende forskel på de to dyregrupper.

I bogen, Skrivekridtets FOSSILER¹ Gravesen & Jakobsen 2013, er illustreret dyrets to adskilte skaller, en rygskal (doralskal) og en bugskal (ventralskal). Det fremgår også af illustrationen, hvor de to dyregruppers skaller afviger fra hinanden med hensyn til symmetri.

Med brachiopodernes store udbredelse i tiden såvel som geografisk, er det ikke sært, at der også i Tarup-Davinde grusgrave kan findes fossilførende blokke med brachiopoder fra alle tidsaldre, lige fra Kambrium til Tertiær.

2008 Niels Bonde, Stig Andersen, Niels Hald og Sten Lennart Jakobsen: DANEKRÆ - Danmarks bedste fossiler: Gyldendal

2013 Palle Gravesen & Sten Lennart Jakobsen: Skrivekridtets FOSSILER¹: Gyldendal