MyFossils

Af   Peter Tang Mortensen og Mogens R. Madsen
Foto ©  Sten Lennart Jakobsen

På grænsen mellem Tidlig og Sen Paleocæn for ca. 61 mio. år siden, blev det danske område nok næsten tørlagt og aflejringen af rene kalksedimenter ophørte. Havet steg dog hurtigt igen, og der blev i Østdanmark og Skåne aflejret et forsteningsrigt konglomerat, det såkaldte paleocæne bundkonglomerat eller Echinodermkonglomerat, som inderholder specielt mange rester af echinodermer, søpindsvin, søliljer, søstjerner og slangestjerner. Endvidere er hajtænder meget almindelige, samt andre knoglerester fra fisk og evt. krokodiller. Der er gode muligheder for fund af Echinodermkonglomerater i grusgravene i Tarup-Davinde.

Selv om denne type konglomerat ikke er særlig almindelig på de danske strande, så findes den dog alligevel med jævne mellemrum. Som navnet antyder, så er hovedindholdet rester af Echinodermer (pighuder). Den ægte vare, plukket "in situ", viser dog også et stort antal tænder og hudtænder fra bruskfisk i overfladen.

Som det fremgår af billedet, så er laget sedimenteret imellem Københavnskalken og Lellinge Grønsandet. Lagets tykkelse er typisk 12 - 15 cm.

Se stratigrafien i den videnskabelige publikation,
- A new eusuchian (Crocodylia) tooth from the Early or Middle Paleocene, with a description of the Early-Middle Paleocene boundary succession at Gemmas Allé, Copenhagen, Denmark, fra Bulletin of the Geological Society of Denmark - Volume 62, side 19
- et eksempel på en krokodilletand (DK 734) syret ud med eddikesyre fortyndet til 8%.

Er man samler og finder et stort stykke Echinodermkonglomerat på stranden, vil man måske gerne bevare stykket intakt i sin "typesamling". Har man derimod rigeligt, f. eks. fordi man har besøgt byggepladsen på Amager - eller en anden byggeplads, hvor man graver ned til Københavnskalken - så kan man godt få mere ud af materialet end der umiddelbart ses i overfladen. Hvis stykket viser mange hajtænder i overfladen, så kan man godt regne med at de er jævnt fordelt i hele stykket. Dem kan man få ud ved syrepræparation.

Det er lettere at styre processen når emnet har en stor ætsningsoverflade i forhold til syremængden. Dermed får emnet en kortere tid i badet efter syren er delvis "brændt af". Dentinen på en hajtand er stort set afvisende for en 8% eddikesyre, men selve tandens rod er ikke upåvirkelig. Det er knogler fra andre hvirveldyr heller ikke i selv en svag eddikesyre, hvis de får lov at ligge længe nok. Når en fiskeryghvirvel har ligget i længere tid i en svag, næsten helt afbrændt syre, så bliver den svær at håndtere rent mekanisk, f. eks. med en pincet. Den mørner ganske enkelt noget lignende træ der har ligget længe under vand. Vel oppe af syren, skyllet og lufttørret i et par dage, så hærder tænder og hvirvler fint op igen og bliver håndterbare på normal vis.

I Echinodermkonglomeratet er der fundet tænder og ryghvirvler fra både hajer og benfisk, knusetænder fra pycnotonter, en krokodilletand og et utal af hudpigge fra hajer. Alle kalkskeletter fra bløddyr, som pighuder, mollusker, koraller og svampe, bliver ætset væk af syren. Dukker der noget ud af konglomeratet, som man alligevel gerne vil bevare, så er kun mekanisk præparation anbefalelsesværdigt.

Foto ©: Mogens R. Madsen

Man skal være opmærksom på, at syren er aktiv ved sin blotte tilstedeværelse. Det betyder at:
- hvis der er adgang bag om noget man vil bevare, f. eks. gennem huller eller sprækker, så vil syren kunne ætse og underminere indefra.

Eddikesyre er en forholdsvis mild syre, men pas på dine øjne. Skyl grundigt med vand, hvis du får stænk på dig.

Som et lille kuriosum kan tilføjes, at konglomeratet indeholder en stor mængde pyritiserede svampespikler. Hvis man gerne vil have dem isoleret, kan det gøres ved at smide resten af materialet i saltsyre når man har plukket de øvrige bevaringsværdige samlerobjekter fra. Til sidst ligger spiklerne tilbage på bunden af beholderen som finthakket dild.

HUSK: Syren hældes i vandet - ikke omvendt.
Saltsyre er en agressiv syre. Øjenbeskyttelse anbefales.